brandtale til Akademiet for social innovations nytårskur

“Brevet skal gives til en med mere indflydelse på samfundet, end hvad jeg har.
Kære ledere
Det er derfor vi står her
For kære ledere, det er jer. I er dem med mere indflydelse.
Og derfor sender vi nu ordene videre. Til jer.”
Sådan sagde vi blandt andet, da vi torsdags den 30.01.2025 havde æren af at holde brandtale om aktivisme til Akademiet for Social Innovations nytårskur på THORAVEJ 29. Ud over os holdt Nicolai Nørrekær fra Nødbremsen og Daniella Hjorthøj Schmidt fra Braver* nogle virkelig inspirerende taler, som også satte gang i refleksionerne hos os.
Vi startede talen med at læse sætninger højt fra nogle af de 1.500 kærlighedsbreve til fremtiden vi har indsamlet. Det var en helt igennem rørende oplevelse at få lov til at tage de unges stærke og gennemtrængende ord med ind i et rum fuldt af mennesker med indflydelse på samfundet.
Og endnu stærkere blev det, da vi kunne mærke at ordene blev taget imod. De blev lyttet til og taget til efterretning. Og de startede dybe og vigtige samtaler.
Det er noget af det, som vi vil arbejde meget mere med i år. At tage alle de her utroligt vigtige breve videre ud i samfundet. At bruge dem aktivt til at vise, hvor stærk ungdommens stemme er.
Og vi kan godt love jer for, at der er mange derude, der gerne vil lytte. Mange, der gerne vil gøre det til handling.
