Vi træner evnen til at håbe og forestille os en verden, vi har lyst til at leve i.

Som skiinstruktør lærer man hurtigt, at man ikke bør fortælle en nybegynder ’pas på de træer derovre’, mens man samtidig peger på træerne. Gør man det, så vil personen uundgåeligt køre direkte mod dem. Kroppen følger nemlig blikket, og skiene følger kroppen, så der hvor man kigger hen, er det man kører mod. 

Hvad nu, hvis det også er sandt for andre ting?  

Gennem de sidste mange årtier har verden i stigende grad fokuseret på de forfærdelige ting, der foregår. Klimaforandringer. Had. Krig. Sult. Død. Hvad nu hvis det i virkeligheden får os til at løbe direkte mod det?  

Og hvad hvis vi, ved at rette blikket mod de ting, vi gerne vil have, kunne ende der i stedet?

For at undgå træerne skal man vide, hvor de står. Man skal vide, hvor man ikke vil hen. Hvorfor man ikke vil derhen. Så det betyder ikke, at vi skal benægte klimaforandringer, eller helt undgå at vide, at der er krig i verden. Men der er stor forskel på at vide, at det sker, og at lade det være det eneste, vi ser.

Hvad nu hvis vi i stedet lader vores blik og vores fokus ligge på alt det, vi gerne vil have? Alt det vi gør godt. Alt det, der giver håb?

Det er den grundlæggende tanke, der startede vores arbejde med Generation Hope. Det fik os til at undersøge og reflektere over, hvor vi egentlig gerne vil nå hen. Vi forsøgte at forestille os den perfekte verden. Utopien. Men det blev hurtigt klart for os, hvor uendeligt svært det var, at se den for sig. Vi havde simpelthen ikke forestillingsevnen til at se den gode verden.

Du kan selv prøve: