“Kære fremtid. Jeg håber, at jeg ikke er død”
Når vi møder et menneske, der giver udtryk for selvmordstanker, er vi hurtige og handlingsparate. Men når vi møder en generation, der råber op om et igangværende kollektivt selvmord, ser vi stille til. Hvad er forskellen egentlig?
Vi har netop afholdt øvelsen Kærlighedsbreve til Fremtiden på et gymnasium. Som altid når vi har afholdt øvelsen, læser vi bagefter brevene igennem. Hver gang er det en helt fantastisk oplevelse. Magisk faktisk. Lige denne dag får vi dog begge et sug i maven, da vi læser følgende uddrag fra et af brevene: “Kære Fremtid, når jeg tænker på dig, får jeg seriøst ondt i hovedet, og jeg har lyst til at au revoir mig selv.” Hold da op. Stod der virkelig det? Er det en selvmordstrussel? Vi læser første sætning af det næste brev i bunken: “Kære Fremtid, jeg glæder mig ik’. For en verden, hvor jeg er død, er en verden uden glød.”
Av. Igen. Hold da op. Vi kigger på det næste brev: “Jeg håber, at jeg ikke er død (jeg er deprimeret)”.
Vi sidder begge med rynkede øjenbryn, chokerede blikke og ubehag i kroppen. Vi tager en lang snak om, hvad vi gør med det her. Det virker så tæt på. Personligt. Som noget, vi bør og skal reagere på. Disse anonyme unge har aktivt valgt at sende netop de ord til os i vores postkasse. Er det et råb om hjælp?
Vi vælger at kontakte skolen. Informere dem om brevene i en email. Vi gør det velvidende, at det måske er lidt fjollet at reagere så hastigt på de tre breve. Lidt overilet. Måske endda dramatisk? I virkeligheden siger de jo ikke noget, vi ikke har læst mange gange før. Denne gang er ordlyden blot en smule mere personlig, og det får os til at handle på det. Hurtigt og effektivt.
Da vi har sendt mailen og fået et dejlig svar tilbage fra skolen sidder vi alligevel tilbage med en mærkelig følelse, en rungende tomhed og et spørgsmål, der går igen og igen:
Hvorfor er det ikke lige så legitimt at sige STOP! VI MÅ GØRE NOGET! når det handler om en hel generation, der taler om snart at dø, som når det handler om et individ?
Hvorfor griber vi ikke fat i skolerne, lederne, politikerne og alle de andre med lige så stor akuthed, når det drejer sig om en hel generation?
Frygten for ikke at eksistere i fremtiden er et gennemgående tema hos de 1.500 unge, vi har arbejdet med. Nedenfor er et (lille) uddrag fra nogle af de kærlighedsbreve til fremtiden, vi har indsamlet på ungdomsuddannelser:
“Godnat verden, jeg håber vi vågner i morgen.”
“Kære Fremtid, jeg håber du er her til jeg når at opleve dig.”
“Jeg håber at jeg stadig trækker vejret og at jeg har noget at trække vejret for.”
“Hvis du vælger ikke at være der, når jeg bliver gammel, bliver jeg ked af det. Jeg vil gerne have en fremtid, at leve i.”
“Kære fremtid, jeg håber stadig du findes.”
”Jeg elsker og tænker på dig indtil jeg dør. Som I don’t know, nok er om nogle år.”
“Kære fremtid, jeg håber jeg er her længe nok til at møde dig.”
I Generation Hope har vi igennem de sidste 9 måneder indsamlet Kærlighedsbreve til Fremtiden. Et koncept og en øvelse vi har udviklet, og som med personlighed og autenticitet inviterer os indenfor i de unges drømme og håb for fremtiden. Store som små. Individuelle som kollektive. Siden oktober 2024 har vi faciliteret øvelsen på ungdomsuddannelser for over 1.500 elever. Det har ledt til hundredvis af fantastiske Kærlighedsbreve til fremtiden
Og mens Kærlighedsbrevene synliggør håbet og lader drømmene flyve. Så er de også en talekanal for den frygt, den unge generation mærker. Og det er en tung frygt. Meget tungere end mange i den ældre generation er klar over. En stor del af de unge er bange for, hvad der venter dem, os og de næste generationer, hvis ikke deres håb, drømme, idéer og løsninger bliver taget seriøst.
Og her vil vi gerne slå en ting helt fast: Unge er ikke bange, fordi de er skrøbelige og ikke kan holde til virkeligheden. Faktisk oplever vi, at de unge er nogle af dem, som netop er villige til at se virkeligheden dybt i øjnene. Og at frygten er en reel og forståelig reaktion på det, de ser. Det bør ikke blive normen, at vi kan holde til at kigge på et klima kollaps eller en verden, der bliver mere og mere præget af krig uden at gøre noget. Tværtimod. Det bør være normen at reagere på det med modstand. Modstanden er en kærlighedserklæring til fremtiden. Modstanden er bygget på styrke og omsorg. Og en enorm lyst til at tage ansvar for vores fælles fremtid. Men den er også bygget på en dyb frygt, de unge ikke bør bære alene.
Så lad os tage det alvorligt. Det hele.
”Brevet skal gives til en med mere indflydelse på samfundet end hvad jeg har.” er en sætning vi siger hele tiden. Til hinanden og alle der vil lytte. Den kommer også fra en ung, der har skrevet et kærlighedsbrev. Og i al sin simpelhed er den så stærk. For hvornår begynder dem med indflydelse at lytte?
Vi mener, at det er på tide, at vi reagerer lige så stærkt på det kollektive råb om hjælp, de unge giver udtryk for lige nu, som vi ville gøre, hvis det var et enkelt individ. En hel generation, der taler om frygten for snart at dø, fortjener samme akutte, gennemgående og seriøse reaktion.
Så kære alle jer med reel magt, indflydelse og handlemulighed:
Vi er bange for at dø.
Og vi har brug for, at I hjælper os.
At I finder jeres kærlighed til vores fælles fremtid.
Og at vi sammen gør alt, hvad vi kan for at sikre, at vi også er her i morgen.
